Os fra Nørreport
Mød Jesper, Nicolaj og Lasse fra Mr. Holstebro
Herretøjsbutikken Mr. Holstebro vandt prisen for Byens bedste shopping for ham i 2022. Vi har mødt tre af d’herrer i butikken til en snak om god stil, undervurderede beklædningsgenstande, faglig stolthed og godt kollegaskab. Og så får du Jespers historie om, hvordan han personligt blev kongelig hofleverandør.
Infoboks:
Jesper Busk – til venstre – er snart 55 år og bor i Skive med sin kone og deres to voksne piger. Trods Jespers unge alder er han faktisk lige blevet morfar. Jesper kom i lære i 1986 og har solgt tøj lige siden – når han da ikke spiller golf.
Nicolaj Nielsen – i midten – er 30 år og bor i Holstebro. Uddannet ved Mr. Arthur i Struer. Har arbejdet i Mr. Kæden i over 6 år (med en enkelt smutter til Tøjeksperten). Bruger sin fritid på at rejse, samle på ting og fyre den af som computernørd.
Lasse Hansen – til højre – er 28 år, bor i Holstebro og udlært i Tøjeksperten i Ikast for ca. 10 år siden. Lasse har været lidt rundt i forskellige butikker, før han landede i Mr. Holstebro for ca. 2 år siden. Lasse bruger det meste af sin fritid på sin cykel.
Spørgsmål:
Hvad er det bedste ved at være kolleger i Mr. Holstebro?
Lasse: ”At vi kompenserer hinanden ret godt i dagligdagen. Men også jargonen internt; at vi kan tage pis på hinanden, vi hygger os, og det ikke skal være så pissehøjtideligt alt sammen.
Nicolaj: Det gode humør, glade kunder, og så er det også dejligt med loyale kunder, som man ikke nødvendigvis snakker meget privat med, men alligevel lige kender lidt. Der er mange faste kunder her, og det er da med til at give en god jargon.
Nicolaj: Men det er også fedt, at der er lidt aldersforskel, det er også med til at give en god stemning.
Jesper (griner): I er da jævnaldrende. Og så er der mig.
”Det ikke skal være så pissehøjtideligt alt sammen.”
Lasse
Har I nogle sjove oplevelser fra jeres tid i branchen?
Lasse: Altså.. det har vi jo. Jeg kan bare ikke komme på nogen på stående fod.
Jesper: Altså, nu er jeg jo den ældste …
Lasse: Det siger du ikke?
Jesper: Jeg har solgt et par Levi’s cowboybukser til kronprinsen.
Lasse: Nej?! Har du det?
Jesper: Og så har jeg haft en kunde, der kom ind en lørdag klokken 12 og købte en smoking. Så spørger jeg jo lige ”nå, men hvornår skal du så bruge den?” jamen det skulle han klokken tre, der skulle han giftes.
Lasse: … Men du har simpelthen solgt et par Levi’s til kronprinsen?
Jesper: Jaja, nede i Varde. Lige pludselig kommer der sådan en meget bredskuldret mand ind og stiller sig. Så kommer der en ung gut ind og kigger. Han ville gerne have et par Levi’s 510 eller 501, eller hvad det var. Så kommer min chef ud fra baglokalet, og han stopper bare helt op, nærmest sådan fryser. Kunden betaler så og går igen, og ham den bredskuldrede går med ud. Så kommer min chef hen og spørger, om er jeg klar over, hvem jeg lige har ekspederet? ”Næ” siger jeg så. Så siger han ”det var sgu da kronprinsen!”
Kronprinsen havde åbenbart været ude i skydeterrænet ved Oksbøl på øvelse, og så var han lige inde og købe et par bukser. Så jeg er faktisk kongelig hofleverandør.
”Så kommer min chef hen og spørger, om er jeg klar over, hvem jeg lige har ekspederet?”
Jesper Busk
I fik prisen for Byens Bedste Shopping for ham’ sidste år. Hvad er det, der gør shopping hos jer til noget særligt?
Lasse: Jamen det er jo, som Nicolaj var inde på, jargonen, den gode stemning. Vi går meget op i, at kunderne får den bedste oplevelse som muligt.
Jesper: Vi gør meget ud af at være ansvarsbevidste over for kunden og får solgt det rigtige til kunden. Faglig stolthed.
Lasse: Og det er jo også derfor, de kommer igen. Og igen.
Jesper: Det håber vi da. Og som Nicolaj siger, så får vi da også nogle relationer til nogle af vores faste kunder.
Lasse: Ja der er da nogen, der kommer og siger, de gerne vil vente på Jesper, for eksempel.
Hvad er, ifølge jer, det vigtigste på en arbejdsplads? Det gode kollega-fællesskab? Løn? Opgaverne? Frokostordningen? Glæden ved at hjælpe kunderne?
Lasse: Det er jo delvist det gode kollegaskab.
Nicolaj: Og så glæden ved at betjene kunderne.
Lasse: At se kunderne gå glade herfra.
Nicolaj: At snakke med nye mennesker hver eneste dag, næsten. Det er en fornøjelse.
Jesper: Men også, når kunden siger tak for en god ekspedition eller en god oplevelse.
Lasse: Eller hvis en kunde kommer ind og siger ”sidste gang vi var her, der solgte Jesper den her habit, og den var bare helt fantastisk”. Sådan noget.
Jesper: Og så frokostordningen (griner). Der er ikke noget bedre end vores egne madpakker, haha.
Hvad er det fede ved at sælge herretøj?
Jesper: Jeg ville nok ikke være god til at sælge dametøj
Lasse: Det ved jeg ikke.. Jeg ved ikke, om det er federe at sælge herretøj end andre ting. Det var den hylde, vi landede på.
Jesper: Der var der, de kunne bruge os (griner). Altså der sker jo hele tiden fornyelse. I bilbranchen køber de selvfølgelig også ind ofte, men her skifter moden bare hurtigt, farverne skifter, stilen skifter, så det er hele tiden noget nyt. Plus, at der hele tiden kommer nye kunder ind, så hver dag er en ny dag.
Lasse: Og det der med, at vi på sin vis har en indflydelse på, hvad kunderne går herfra med.
Nicolaj: Ja det betyder også noget.
Lasse: Ja det er jo også os selv, der er ude og købe varerne, pege på tingene og sige ”det her kan vi sælge”.
Jesper: Ja der er meget frihed i forhold til, hvad vi selv synes.
Hvad er god stil for jer? At følge moden? Nypudsede sko? Bestemte mærker, eller ..?
Lasse: Altså der er vi jo meget forskellige!
Nicolaj: Jeg synes, at god stil er personlig stil. At man selv føler sig tilpas i det, man har på. At man ikke nødvendigvis er bange for at stikke lidt ud og prøve noget nyt.
”Jeg synes, at god stil er personlig stil.”
Nicolaj
Kan I sætte ord på jeres egen stil hver især?
Lasse: Det ved jeg ikke. Altså, Jesper han er jo meget sådan pæn. Nydelig. Det er Nicolaj også. Jeg er lidt mere street, oversize … Jeg har jo aldrig en blazer på ligesom Jesper, for eksempel. Det er i hvert fald sjældent.
Hvad er den mest undervurderede beklædningsgenstand?
Lasse: Sko! Jeg ved ikke hvorfor. Det synes jeg bare.
Hvor mange par sko har du derhjemme?
Jesper: Han har to hundrede par!
Lasse: Ej, det ved jeg ikke. Men det er nok ikke helt ved siden af. Jeg har rigtig mange sko. Jeg har dog solgt nogle af dem, men jeg bruger rigtig mange penge på de rigtige sko. Sidder klar, hvis der kommer nye lanceringer, jeg skal være en del af.
Nicolaj: Jeg synes, slips er undervurderet. Jeg synes, det er rigtig nydeligt.
Lasse: Men du har da aldrig slips på?
Nicolaj: Nej det ved jeg godt, men jeg synes, stadig, det er undervurderet. Jeg synes, det er nydeligt, hvis man har et helt sæt på, og så et friskt slips til.
Lasse: Ja det topper det da. Det er jo prikken over i’et.
Nicolaj: Slipset er ikke gemt helt væk, men man ser det ikke så ofte som førhen.
Lasse: Jeg tror, jeg ved, hvad Jesper vil sige: Vest! Jesper er en af de få mænd, jeg ser med vest på.
Jesper: Det er også fordi, jeg har fået lidt mave (griner).
Lasse: Det er i hvert fald sjældent, man ser mænd med vest på, nu til dags. Og den rocker du bare.
Jesper: Jamen det er rigtigt, jeg er nok røget lidt i dén. Det er blevet lidt en fetich.
Er der noget, danske mænd skal blive bedre til, rent stilmæssigt?
Lasse: Farver!
Nicolaj: Altså nu sidder jeg selv i lysbrun og sort i dag, men de fleste kan altså godt blive bedre til farver. Det er meget blå, blå og blå og dæmpede farver.
Lasse: Og så synes jeg også, at det du sagde, Nicolai, med at have sin egen stil, det sker jo nogen gange, at folk prøver noget, de faktisk synes er cool, men så bliver de i tvivl, om det er for meget. ”det har jeg ikke gjort før”, ”er det for meget”…
Jesper: Så er vi tilbage ved det med at flytte folk en gang imellem. Det er jo det, jeg synes, er sjovt ved branchen. At skubbe kunderne lidt ud over kanten.
Lasse: Ja, for det er okay at prøve noget nyt. Og vi har jo også nogle gange held med det, når folk kommer og siger ”den der skjorte, jeg var i tvivl om sidste gang, hold kæft hvor er jeg blevet glad for den!”
”Det er jo det, jeg synes, er sjovt ved branchen. At skubbe kunderne lidt ud over kanten”
Jesper Busk
.. eller er der noget, danske mænd skal holde op med?
Jesper: De der med sokker i sandaler, det kan jeg simpelthen ikke holde ud (Lasse og Nicolaj griner).
Lasse: Natbukser, hvide tennissokker og Birkenstock!
Jesper: Ja der står jeg fuldstændigt af. Der er jeg blevet for gammel. Det er måske der, jeg skal trække stikket og sige, nu er jeg for gammel. Men jeg er jo også lige blevet morfar, haha. Og så … Ej. Ej, det her siger jeg ikke.
Lasse: Opsmøg på bukserne.
Jesper: Det er en panikhandling.
Lasse: Det gør Jesper, og det er altså datiden. Det er alderen igen, haha.