”Bare én til! Og én til …!”
Hvis der er en juleting, der er gået samlermani i, er det julekuglen. Eller, kugle og kugle. Jule-donut’en, jule-rumraketten, jule-enhjørningen, jule-regnbuen og mange andre fortolkninger af julekuglen har – side om side med de traditionelle kugler – for alvor fundet vej til butikkerne og danskernes julepynt-kasser. Og for os med hang til glitrende julepynt, er det næsten umuligt at modstå. Her får du tips til, hvordan du kan bruge de mange kugler, når du pynter op.
Glitrende borddækning
En fin detalje, når dine gæster sætter sig til bords, er, hvis du har bundet en smuk kugle på servietringene. Hvis du bruger sådan nogle. Ellers kan du lægge en kugle på hver tallerken – gerne én, dine gæster må tage med hjem. Du kan også blot sprede kugler i forskellig størrelse ud over dugen, så de ligger på bordet og pynter.
Kugler i klokke
I stedet for kun at hænge dine kugler på grene, så anskaf dig en glasklokke eller et terrarie, som det også kaldes. Læg dine smukkeste kugler i glasklokken og lad dem stå til skue i et glitrende sammensurium. Så bliver de brugt, men uden at du behøver at sætte grene i samtlige vaser for at kunne hænge alle kuglerne op.
Kugler på stribe
Du kan også hænge dine kugler op som guirlande i vinduet. Find dine yndlingsornamenter – det kan være et mix af kugler, hjerter, engle og grangrene – og bind et silkebånd eller hvid snor i hver, som du binder på den samlede snor, som fx kan være af sølvfarvet ståltråd.