Tilføj et element af hjemmelavet på påskebordet, og imponer dine gæster med hjemmelavet påskesnaps. Vi kan berolige dig med, at det er nemt, hurtigt og smager endnu bedre, end du forestiller dig. Det er bare med at komme i gang.
Fordi det er forår, har vi valgt at give snapsen en frisk smag af mynte og lime. Men du kan tilføje ingredienser, så snapsen får netop den smag, du kan li’.
Det skal du bruge:
- 1 tom vandkaraffel eller stort syltetøjsglas
- 1 flaske vodka eller klar snaps
- 2 økologiske limefrugter
- 1 håndfuld mynteblade
- 2 spsk. rørsukker
Sådan gør du:
Skyl og skær limefrugterne i både, og pres saften ned i din valgte beholder sammen med resten af limen. Lad rørsukkeret følge efter. Tag så en god håndfuld mynteblade, giv dem et klask, og bland dem med de øvrige ingredienser. Fyld nu din vodka eller klare snaps i – fyld helt op til kanten, og luk tæt.
Lad gerne snapsen stå mørkt i op til 14 dage, men du kan også sagtens nyde den efter kortere trækketid. Du kan smage den til løbende for at opnå den bedste smag. Filtrér snapsen med et kaffefilter, og nyd den afkølet.