Formanden vs. Julemanden
08. december 2022

Ulla Trap, formand for Centerforeningen
Ulla er kvinden, der styrer kulisserne i Nørreport Centret. Det har hun gjort i 15 år. Og så ejer hun lige 19 Bog & idé-butikker sammen med bl.a. sin mand, Mike. Hun har tre børn, børnebørn og er ret ferm i et køkken, når hun selv skal sige det.

 

Julemanden, bosat i Grønland
Julemanden styrer julens fordeling af gaver og holder styr på sine nisser, der pakker, driller og deler gaver ud. Han har det store kane-kørekort. Han bor i Grønland, men har dog tid til at besøge gågaden i Holstebro i løbet af december. Julemanden har været chef for julen i mange, mange år.

 

Til julebattle i nisseland
Julen er fuld af ”det plejer vi”! Måske plejer du selv at spise and med hjemmelavet rødkål og synge ganske bestemte salmer. Og der skal kun være én mandel, og I skal have risalamande, og det bliver kun jul, når mormor har bagt sine vaniljekranse med dén der opskrift fra nittenhundredegrønhvidkål, og juletræet fældes i fællesskab. Og nogen kan bare vove på at bryde reglerne. Kender du dét? Vi har undersøgt, om selveste julemanden og selveste formanden overhovedet deler samme syn på julen.

Okay, vi starter blidt ud: Hjemmelavet mad juleaften eller leveret udefra? 

Julemanden: Hjemmelavet.

Formanden: Hjemmelavet.

 

Kirke eller Disneys juleshow den 24. december?

Julemanden: Kirke.

Formanden: Disney.

 

And eller flæskesteg?

Julemanden: And.

Formanden: And og flæskesteg.

 

Rød eller hvid gløgg?

Julemanden: Rød.

Formanden: Hvid.

 

Nougat eller marcipan?

Julemanden: Begge. En skive marcipan plus en skive nougat med en hasselnød øverst er en tradition.

Formanden: Begge dele.

Risalamande eller ikke-risalamande?

Julemanden: Risalamande.

Formanden: Risalamande

 

… Og hvis risalamande: Er der så én mandel eller en til de voksne og en til hvert barn?

Julemanden: En mandel.

Formanden: Vi har to mandler, og alle kæmper mod alle.

 

Gaver til alle eller kun til børnene?

Julemanden: Alle, men neddroslet til de voksne.

Formanden: Vi har et stort gaveorgie hjemme hos os.

 

Hvad serverer du juleaften: Hjemmelavet konfekt eller købe-konfekt?

Julemanden: Hjemmelavet.

Formanden: Vi får hjemmelavet konfekt, som vi er samlet for at lave inden jul.

 

Kød-orgie eller vegetarisk julemad?

Julemanden: Kød, men med en god salat til.

Formanden: Et stort kødorgie.

Nattøj eller gåtur den 25. december?

Julemanden: En gåtur ved havet er en tradition den 25. december

Formanden: Nattøj.

 

’Et barn er født i Betlehem’ eller ’En rose så jeg skyde?’

Julemanden: Et barn er født …

Formanden: Et barn er født …

 

Er det julestress eller julefred, der sænker sig den 24. december?

Julemanden: Julefred.

Formanden: Hvis du spørger mine børn, så vil de sige, jeg stresser rundt, indtil maden er på bordet.

 

Amerikanske Christmas-crooners på anlægget eller de klassiske julehits (Wham, Mariah Carey, Chris Rea osv.)?

Julemanden: De klassiske.

Formanden: Vi kører de helt traditionelle julehits hos os.

Relaterede artikler
Se alle artikler
Mød Alexander fra Nicolaisen
29. september 2021

”Jeg har opnået mere, end jeg har turdet håbe på”

Hvem er manden, der gik fra at være elektriker og ambitiøs motocrosskører, til at elske diamanter og stille morgener i naturen? Han fik et jagtgevær som seksårig og har altid haft krudt i røven, men han ved, at livet som adrenalinjunkie ikke rimer på butiksansvar. Navnet er Alexander Ørum. Han er indehaver af Nicolaisen og fylder 30 den 30. september. I dén anledning blev det tid til at tage temperaturen på tilværelsen.

 

Alexander Ørum, 29 år. Indehaver af Guldsmed Nicolaisen.

Alexander er uddannet elektriker, men fik en diskusprolaps og blev butiksindehaver, selvom han engang svor, han aldrig ville arbejde i butik. I dag kunne han ikke forestille sig andet, og når en kunde går glad ud af hans butik, kan han leve højt på det længe.


Hvordan endte du som guldsmed og ejer af Nicolaisen?

Min far spurgte mig, hvorfor jeg ikke blev selvstændig. Han har været sælger til guldsmedebranchen i 44 år, men jeg anede jo intet om, hvad det ville sige at være chef, have ansatte og kigge i regneark. Men vi startede ud med fuld gas på kold fjeder. I dag har jeg to butikker, og det er det her, jeg er bedst til.

 

Jeg er vildt fascineret af diamanter. At se en ring blive lavet fra bunden er et stort håndværk, og mine urmagere laver vildt nørdet arbejde med pincetter og lupper så store som tekopper. Det er vigtigt for min hverdag, at der også er noget håndværkspræget i løbet af dagen.

 

Hvornår gør dit arbejde dig gladest?

Når man hjælper en kunde, der ikke er sikker på, hvad hun eller han gerne vil have, men man kan mærke på vedkommende, at de er glade for den service, vi har ydet. Det kan jeg leve højt på i lang tid. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad en dårlig dag er, for jeg har ikke prøvet det. Jeg er et positivt menneske og prøver at finde det bedste i enhver situation.


“Jeg kan ikke fortælle dig, hvad en dårlig dag er, for jeg har ikke prøvet det”

 

Og nu fylder du 30. Hvad er den bedste (fødselsdags-)gave du nogensinde har fået?

Det var, da jeg i seksårsfødselsdagsgave fik et jagtgevær af min far. Det står meget tydeligt for mig. Jeg har en stor jagtpassion, og jeg kan godt lide, at man kommer ud, og så sidder man bare dér, din telefon siger ingenting, solen står op, og fuglene begynder at pippe.


Hvordan har livet artet sig de første 30 år?

Jeg har altid sagt, at jeg har haft verdens bedste barndom. På trods af min mor gik bort i 2012 efter 12 år med kræft og fire hjerneoperationer. Jeg har haft højt til loftet og brede vidder. Jeg har altid kunnet gå ud og lave et bål, skyde med bue og pil, køre en tur på min crosser og samtidig haft et kvarter ind til Holstebro midtby. Jeg har opnået mere, end jeg har turdet håbe på. Hvis man kigger på mine karakterer fra skolen, så burde jeg ikke sidde her, men hvis der er noget, man brænder for, så skal det jo nok lykkes alligevel.


“Hvis man kigger på mine karakter fra skolen, så burde jeg ikke sidde her, men hvis der er noget, man brænder for, så skal det jo nok lykkes alligevel”

 

Hvis du kunne have givet dig selv et godt råd, da du var teenager, hvad skulle det så være?

Jeg har lavet mange ting, hvor jeg godt kan tænke, at ’det er godt, vi stadig er her i dag’. Vi kan ikke ændre på, hvad vi har gjort, men vi kan måske koncentrere os lidt mere, end vi gjorde engang. Jeg vil hellere se fremad. Jeg kan godt få lyst til at køre motocross igen, men jeg er klar over, at der er kontant afregning. Jeg har haft brækket stort set alt i kroppen, så at skulle ringe ind på arbejdet og sige ”jeg kommer ikke i 12 uger, for jeg har brækket et eller andet”, det går ikke.


“Vi kan ikke ændre på, hvad vi har gjort, men kan måske koncentrere os lidt mere, end vi gjorde engang”

 

Apropos planer: Er der noget særligt, du gerne vil opnå i 30’erne?

Måske en butik mere, hvem ved? Min far holder i hvert fald øje for mig, haha. Jeg håber, jeg får det hus, jeg drømmer om. Og så har jeg jo noget med motorer. Jeg kan godt lide noget, der larmer lidt. Så jeg kunne godt tænke mig at få min drømmebil.

 

-som er en …?

… Mercedes C63 S BRABUS. Det er min drømmebil.

 

Hvordan skal du fejre din fødselsdag?

Jeg har arbejdet seks-syv år i barmiljøet, så der skal en fest til. Hvordan ved jeg ikke helt endnu, men der bliver tryk på.

Relaterede artikler
Se alle artikler
DIY: Giv dine strandsten en makeover
24. september 2020

DIY: Giv dine strandsten en makeover

 

Har du også altid lommen fuld af sten efter en strandtur med børnene? Så har vi et kanongodt forslag til, hvad du skal bruge efterårsdagene på: Stenmaling! Find din indre Picasso frem, og dekorer stenene med forskellige farver, flotte mønstrer og sjove ansigter. Det bliver stensikkert et krea-hit hos både børn og voksne. Og vi guider dig selvfølgelig til, hvordan du kommer godt i gang.

 

Det skal du bruge:

• Glatte sten
• Akrylmaling
• Pensler
• Beskyttelseslak

 

Sådan gør du:

1. Tag en tur til stranden for at samle glatte sten i forskellige størrelser.
2. Rengør stenene.
3. Læg en voksdug på bordet, hæld maling på en (pap-)tallerken, og stil vand frem til pensler.
4. Grund stenene med sort eller hvid maling, så overfladen bliver ensfarvet.
5. Lad basen tørre.
6. Slip fantasien løs, og mal stenene i de ønskede farver og mønstrer.
7. Lad malingen tørre.
8. Spray stenen med UV-protection spray, så farverne holder bedre.

 

Sådan! Så blev de grå og kedelige strandsten pludselig helt dekorative. Læg dem ved hoveddøren, lad dem pynte på børneværelset, eller brug dem som bordkort. Du kan selvfølgelig også bare lade din fantasi bestemme.

 

God fornøjelse!

Relaterede artikler
Se alle artikler
Din yndlings nips-butik er åbnet i centret

Din yndlings nips-butik er åbnet i centret

 

Nu behøver du ikke at vente længere. Vores allesammens yndlings nips-butik er åbnet i Nørreport Centret. Og det er selvfølgelig Søstrene Grene, vi taler om.

Kom og gå på opdagelse i søstrenes finurlige univers af smukke ting til hjemmet, børneværelset, køkkenet, ganen, øjnene, kreativiteten og meget mere. Søstrene er altid med på moden og klar med de nyeste trends – og har du god tid til at snuse rundt mellem hylderne, nyde den klassiske musik og til at lade dig friste, kan du finde fine fund til vidunderlige priser. Eller bare få stillet din trang til nips, indretning, hobbydutter og hyggedimser.

Relaterede artikler
Se alle artikler
Klüvers fødselsdagskage

Klüvers opskrift: Brownie med kanel og kirsebær

 

Her får du serveret opskriften på den ultimative festkage. Nemlig Klüvers søde, bløde brownie med kanel og syltede kirsebær. Den smager ikke bare godt. Den er også virkelig nem at bikse sammen. Og så dufter den lidt af jul. Derfor kan du ikke undgå at smile og nynne, når du står i køkkenet og skal traktere.

 

Det skal du bruge

• 200 g mørk chokolade
• 200 g smør
• 125 g hvedemel
• 3 æg
• 265 g sukker
• 1 tsk kanel
• ½ tsk salt
• 100 g syltede kirsebær

 

Sådan gør du

• Smelt smørret, og vend chokolade i.
• Pisk sukker og æg til en luftig masse.
• Bland de to masser sammen, og tilsæt kirsebær, mel og kanel, mens du rører forsigtigt rundt.
• Kom den samlede masse i en smurt bradepande med pergamentpapir.
• Bag kagen i en forvarmet ovn ved 160 grader i 20-25 minutter.

Tilbage er kun at sige: Klar, parat, bag!

Relaterede artikler
Se alle artikler
Sommermagasin uge 22
29. maj 2019

Vores nye magasin er nu ude, og du kan nemt læse det lige her.

 

I denne udgave byder vi sommeren velkommen og inspirerer med farverigt tøj, accessories og boliginteriør. Du kan også læse mere om hvordan du opnår en sund sommerglød og lade dig inspirere af en frisk sommersalat. Og så har vi selvfølgelig samlet en håndfuld fede fund til far, så du kan forkæle ham på fars dag.

 

Du kan læse magasinet her

Relaterede artikler
Se alle artikler