Kirstine fik ekstra gaver til sin 40-års fødselsdag
07. november 2018

Nørreportcentret udskrev i forbindelse med sit 40 års jubilæum en konkurrence om gaver for 10.000 kroner blandt alle dem, der – lige som indkøbscentret – fylder 40 år i år.

 

Den 18. september 2018 rundede Kirstine Handberg Jensen fra Aulum et skarpt hjørne. Den dag fyldte hun nemlig 40 år.

Kirstine er altså født i 1978, og den 12. juli samme år blev Nørreport Centret i Holstebro indviet og taget i brug. I forbindelse med at centret fejrede sit 40 års jubilæum blev der udskrevet en konkurrence, hvor alle, der fylder 40 år i 2018, kunne deltage.

Og den konkurrence betød altså, at Kirstine i sidste uge kunne indkassere ekstra gaver i anledning af sin runde dag. Det var nemlig hende, der blev udtrukket som vinder af fødselsdagskonkurrencen.

 

 

Glad og overvældet

– Jeg var jo blevet fejret én gang, fortæller Kirstine, der ugen efter sin runde fødselsdag holdt fest hjemme i Aulum sammen med 28 gæster.

Kirstine blev både overrasket og overvældet over, at det var hende, der havde vundet.

 

 

– Det var jo herligt, at jeg havde vundet, men jeg blev faktisk lidt stille i første omgang, fordi jeg var overvældet af, at der var nogle, der tænkte på mig, fortæller Kirstine, der arbejder som afdelingsradiograf på sygehuset i Holstebro.

Hun tror nemlig, at det er en arbejdskollega, der udfyldte konkurrencekortet og indstillede hende til konkurrencen.

Tirsdag i sidste uge var Kirstine på en tur rundt i centret, hvor hun fik overrakt en fødselsdagsgave i hver butik.

 

 

– Hvis jeg ikke selv kunne bruge de gaver, jeg fik, så kunne min familie, fortæller Kirstine, der bor i sin barndomsby, Aulum, sammen med sin mand, Carsten og børnene, Kathrine på 13 år og Andreas på 11 år.

 

Rødvin til kollega

Gaverne løb op i en samlet pris på omkring 10.000 kroner.

Butikkerne forærede hende blandt andet en makeover, makeup, en halskæde, sko, en vase, et nissepar, gavekort, en bog, en taske og julepynt.

Og selv om det var 40 års fødselaren, der skulle forkæles, var der faktisk gaver til hele familien: GameStop-gavekort gik nemlig til sønnen og The Body Shop-produkterne til datteren, mens manden fik både tøj og vin.

Hos Mr. Holstebro var gaven en trøje til ham. Kirstine var dog lidt i tvivl om størrelsen, men Finn Kvist Nielsen fra herretøjsbutikken var hurtig til at smide jakken og hoppe i trøjen, så hun kunne vurdere, om størrelsen passede.

 

Nu mangler Kirstine Handberg Jensen bare at finde ud af, hvem af hendes kolleger, der har meldt hende til konkurrencen.

Og hun er klar til at sætte tre flasker rødvin på højkant til vedkommende.

 

 

Relaterede artikler
Se alle artikler